Operation

Før operationen

Det er vigtigt, at du er godt forberedt til operationen. Rygning er den væsentligste årsag til komplikationer som infektion og grimme ar, og du skal derfor helst stoppe rygning mindst 4 uger før operationen og må tidligst begynde igen 4 uger efter operationen. . Forskellige slags medicin kan påvirke operationen og især være årsag til blødningsproblemer. Du vil derfor i forbindelse med forundersøgelsen tale med speciallægen om, hvordan du skal forholde dig med det medicin du eventuelt tager.

Læs her om forholdsregler ved eventuel vanlig medicin.

Fjernelse af modermærke

Operationen foregår i lokalbedøvelse og varer ca. 1/2-1 time. Under operationen kan du mærke, at der foregår noget, men du har ingen smerter. Ved operationen fjernes hudtumor og eventuelt lidt ekstra hud omkring. Modermærket fjernes således, at arret kommer til at være placeret på den mindst synlige måde. Huden syes med en meget tynd tråd.

Når operationen er slut, hviler du ca. 10 minutter. Du kan derefter tage hjem, og i de fleste tilfælde må du gerne selv køre bil efter operationen.

Efter operationen

Lokalbedøvelsen virker normalt i nogle timer efter operationen. Når effekten ophører, får du kun lette smerter, som behandles med Panodil 1 g 3-4 gange dagligt. Dette er normalt kun nødvendigt i de første par døgn.

Huden kan være syet med en tråd, som skal fjernes af vores sygeplejerske. Du skal derfor komme til en kontrol efter 5-10 dage, hvor tråden fjernes, og vi ser, at alt er, som det skal være. Hvis huden er syet med en tråd, der forsvinder af sig selv, er denne kontrol ikke nødvendig, men du er naturligvis alligevel velkommen.

Den afsluttende kontrol hos plastikkirurgen foretages efter 3-6 måneder. Denne tid kan aftales ved operationen, eller du kan senere ringe og aftale en tid.

Mulige komplikationer til operationen

Blødning efter operationen er ekstremt sjældent forekommende. Hvis det sker, skal du i første omgang, hvile og placere noget koldt på området. Dette vil normalt stoppe blødningen. Stopper blødningen ikke, skal du naturligvis kontakte Amalieklinikken på det telefonnummer, du har fået udleveret. Det kan være nødvendigt at åbne såret og standse blødningen.

Infektion ses meget sjældent, men kan forekomme og vil kræve behandling med antibiotika. Hvis der optræder infektion, ses det typisk efter nogle dage, og symptomerne er rødme og hævelse samt tiltagende smerter. Er du i tvivl, er det bedst, at du kontakter klinikken.