Generelt om operation for mandlig brystudvikling

Mænd har ligesom kvinder anlæg til dannelse af et bryst, men forskellig hormonpåvirkning af brystkirtelvævet hos de to køn betyder, at mænd normalt ikke udvikler mere end en lille brystvorte med lidt underliggende kirtelvæv. Af forskellige årsager kan dette kirtelanlæg udvikle sig til noget, der i større eller mindre grad ligner et kvindebryst, hvor man bruger betegnelsen gynækomasti. I tilfælde af mandlig brystudvikling kommer ønsket om kirurgisk behandling på tale.

Der er mange forskellige årsager til gynækomasti. Tilstanden forekommer hyppigt i puberteten, og her vil gynækomastien normalt forsvinde uden behandling. En anden hyppig årsag til gynækomasti er overvægt. Ved overvægt bør behandlingen primært bestå i vægttab. En lang række medikamenter påvirker på forskellig vis hormonbalancen og kan medføre gynækomasti. En af de hyppigste medikamenter er anabolske steroider, indtaget i forbindelse med muskelopbyggende træning.

Relativt sjældne men alvorlige årsager til gynækomasti som knuder i testiklerne og mandlig brystkræft, skal altid udelukkes inden en kirurgisk behandling. Det anbefales derfor altid, at mænd med ønske om kirurgisk behandling af gynækomasti bliver henvist fra egen læge til en hospitalsafdeling, der varetager udredning for årsagen til gynækomasti. Er gynækomastien meget udtalt, kan der eventuelt tilbydes behandling på en af de offentlige plastikkirurgiske afdelinger.

Operation for gynækomasti kan foregå i lokal eller fuld bedøvelse. Man anvender fedtsugning, men som regel er det også nødvendig at fjerne kirtelvævet gennem en lille åbning omkring brystvorten. I meget udtalte tilfælde kan hudoverskuddet være så stort, at det er nødvendigt at operere brystet væk med et tværgående ar til følge.