Generelt om brystrekonstruktion

Vi tilbyder i Amalieklinikken forskellige teknikker til brystrekonstruktion, men ikke rekonstruktion med eget væv ved hjælp af mikrokirurgisk teknik. Denne sidstnævnte teknik bør efter vores mening kun foregå på større hospitaler med den nødvendige opbakning fra andre specialer af hensyn til patientsikkerheden.

Den hyppigst anvendte teknik til brystrekonstruktion hos patienter, der ikke har modtaget strålebehandling, består i udvidelse af huden med en vævsekspander, som indopereres ved den første operation. 3-4 måneder senere udskiftes ekspanderen til et brystimplantat, og eventuelt samtidig korrigeres det andet bryst for at skabe symmetri. Den tredje og sidste operation foregår ambulant ca. 3-4 måneder senere og har til formål at genskabe brystvorten. Afslutningen af forløbet foregår hos en professionel klinisk tatovør, som genskaber det brune pigment omkring brystvorten.

Patienter der er strålebehandlet er i de fleste tilfælde ikke egnede til vævsudvidelse og bør vurderes på et offentligt hospital med henblik på brystrekonstruktion med eget væv.

Man bør ikke være væsentligt overvægtig, når man skal have foretaget en brystrekonstruktion. I praksis betyder dette, at BMI ikke må være over 30 (BMI beregnes ud fra højde og vægt – BMI = vægt/højde x højde).