Generelt om fedtinjektion i ansigt

I takt med man bliver ældre, mister huden fylde og spændstighed. Det giver rynker i ansigtet. Huden mister både fedt, kollagen og fugt, og det giver mindre kontur og spændstighed. Her kan en fedtinjektion hjælpe.

Rynker kan behandles på flere måder. Den ikke-kirurgiske behandling kan du læse om her.

Fedtinjektion er en permanent løsning, hvor man udtager fedt fra et sted på kroppen, hvor det er uønsket. Herefter oprenses fedtet og sprøjtes ind under huden i ansigtet for at reducere rynkerne og give fornyet fylde og kontur i ansigtet, for eksempel over kindbenene.

Udover den volumen som tilføres, har fedtet den positive sidegevinst, at det øger vævsernæringen, hvilket medfører en sundere hudkvalitet i det behandlede område.

Injektionen udføres normalt i fuld bedøvelse, men kan i mange tilfælde gennemføres i lokal bedøvelse.

En fedtinjektion kan eventuelt foretages samtidigt med andre kosmetiske operationer i ansigtet f.eks. ansigtsløftning.

Da det er usikkert, hvor meget fedt der overlever transplantationen, er det ofte nødvendigt at gentage behandlingen minimum to gange, for at opnå et stabilt resultat.


Dette indhold kræver, at du accepterer cookies. Klik her, for at acceptere cookies og se denne video.