Et større vægttab påvirker kroppen på flere måder, og brysterne er for mange et af de områder, hvor forandringen bliver mest synlig. Når fedtvævet reduceres, mister brysterne ofte noget af deres fylde. Samtidig har huden været strakt over længere tid og trækker sig ikke nødvendigvis sammen igen. Resultatet er for mange hængende bryster, hvor brystvorten peger nedad, og hvor volumen især mangler øverst. For nogle er det generende ved løb, træning eller ved valg af tøj. Andre oplever det mere som et æstetisk spørgsmål. Begge dele kan være gyldige udgangspunkter for at tage en samtale om dine muligheder.
Hvorfor ændrer brysterne sig efter et vægttab?
Brystvæv består af fedt, kirtelvæv, bindevæv og hud. Når kroppen taber sig betydeligt, forsvinder en stor del af fedtvævet i brysterne. Huden og de ligamenter, der holder vævet på plads, har ikke altid elasticitet nok til at tilpasse sig den nye størrelse. Hvor stor forandringen er, afhænger af, hvor meget vægt der er tabt, hvor hurtigt det er sket, din alder, genetik og hudens oprindelige kvalitet.
Hos yngre kvinder kan huden ofte trække sig mere sammen, end hos kvinder, der har været igennem flere graviditeter eller er kommet i en alder, hvor hudens kollagenproduktion er aftaget. Der er ikke to kroppe, der reagerer ens på et vægttab. Nogle har fine bryster efter et stort vægttab, mens andre oplever markant hudoverskud, ændret form og asymmetri, hvor det ene bryst ændrer sig mere end det andet.
Hvornår er et brystløft relevant?
Et brystløft kan være en mulighed, hvis du har tabt dig betydeligt og oplever, at brysterne ikke længere passer til den krop, du har nu. For de fleste er det relevant, når vægten har været stabil i mindst seks til tolv måneder, så grundlaget for et holdbart indgreb er på plads. Det er også relevant, når brysterne er tydeligt hængende, har mistet fylde øverst, eller brystvorten peger nedad. Oplever du gener ved fysisk aktivitet, hudirritation under brystfolden eller ubehag, der påvirker din hverdag, er det typisk en stærk indikation. Et rimeligt helbred og en realistisk forventning til den restitution, der følger, hører også med.
Er du stadig i et aktivt vægttab eller planlægger at tabe dig yderligere, vil plastikkirurgen i de fleste tilfælde anbefale at vente. Yderligere vægtudsving efter operationen kan ændre resultatet. På samme måde er det vigtigt at afklare, om der er planer om graviditet i den nærmeste fremtid. En graviditet efter et brystløft kan påvirke det opnåede resultat, ligesom det muligvis kan ændre sandsynligheden for at kunne amme.
Hvordan foregår et brystløft?
Ved et brystløft, som i fagsproget kaldes mastopexi, fjernes den overskydende hud, og brystvævet omformes, så brysterne sidder højere og på et kosmetisk bedre sted på brystkassen. Brystvorten og det pigmenterede område rundt om denne flyttes til en ny position.
Afhængigt af, hvor meget der skal løftes, anvender plastikkirurgen forskellige teknikker. Ved mindre løft kan det begrænses til et ar omkring brystvorten. Ved mellemstore løft bliver arret ført lodret ned mod brystfolden. Ved større løft suppleres der med et vandret ar i folden, et såkaldt ankerformet ar. Arplaceringen diskuteres ved forundersøgelsen, og plastikkirurgen vælger den teknik, der passer til omfanget af løftet og hudens kvalitet.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og tager typisk mellem 1,5 til 3 timer. Overnatning er altid inkluderet ved et brystløft.
Brystløft kombineret med implantat
Efter et vægttab oplever mange kvinder forandringer i brysternes form og fylde. Her kan et brystløft kombineret med implantater være en oplagt løsning. Kombinationen betyder, at huden og brystvævet løftes samtidig med, at der tilføres ny volumen via et implantat.
Vi anvender udelukkende Mentor implantater, der findes i tre fastheder.
Mangler du kun en mindre volumen, kan fedtinjektion være et alternativ, hvor dit eget fedt overføres fra et andet område af kroppen. Hvad der er den rette løsning for dig, tager plastikkirurgen stilling til ved forundersøgelsen.
Efterforløbet og restitution
De første uger efter operationen skal du undgå hård fysisk aktivitet, løft af tunge ting og armbevægelser højt over hovedet. Du får udleveret en støttebh, som skal bæres døgnet rundt i en periode, der typisk strækker sig over seks uger. Man må godt tage bh’en af kortvarigt, når man tager brusebad. Hævelse og nedsat følelse omkring brystvorten er helt normalt i starten og aftager gradvist.
Det endelige resultat ser du først, når hævelsen er aftaget, og arrene er modnet. Det tager flere måneder, og for mange er det først efter seks til tolv måneder, at brysterne er faldet helt på plads. Arrene er synlige i starten og falmer gradvist. Efter et til to år er de som regel betydeligt lysere.
De fleste kan vende tilbage til stillesiddende arbejde efter en til to uger. Er dit arbejde fysisk krævende, skal der regnes med længere tid. Det er noget, vi gennemgår med dig ved forundersøgelsen.
En individuel vurdering er afgørende
Forløbet for et brystløft efter vægttab ser forskelligt ud fra person til person. Nogle har brug for et mindre løft kombineret med fedtinjektion, mens andre har brug for et mere omfattende løft kombineret med implantater. Hudens kvalitet efter et stort vægttab kan desuden betyde, at man ikke kan forvente helt den samme fasthed, som hos en kvinde, der ikke har haft store vægtforandringer. Det er vi åbne om i forundersøgelsen, fordi realistiske forventninger er en del af et godt forløb.
Erfaring og tryghed
Alle brystløft hos Amalieklinikken udføres af speciallæger i plastikkirurgi. Vores speciallæger har bred baggrund fra blandt andet Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital, og vi har mere end 25 års erfaring inden for kosmetisk plastikkirurgi. Vores speciallæger har gennem mange år deltaget i TV3 programmet Mit Plastikmareridt, hvor vi har hjulpet mere end 300 patienter med at korrigere tidligere forløb. Det er erfaringer, vi trækker på, i vurderingen af den enkelte patient.
Book en forundersøgelse
Overvejer du et brystløft efter vægttab? Kontakt os her og book en forundersøgelse med en af vores plastikkirurger. Vi tager os god tid til at lytte, undersøge og vejlede, og fokus er på både sikkerhed, naturlighed og tryghed.
