Hvad må du efter operationen

Generelt skal du lytte til din krops signaler. Hvis noget er ubehageligt eller gør ondt skal man undlade at gøre det. Du kan begynde at gå små ture allerede dagen efter operationen, men motions i form af løb og cykling skal du vente 2-3 uger med. Mere krævende sportsaktivitet kan du først påbegynde efter 6-8 uger.

Det er din egen vurdering hvornår du kan køre bil, men af sikkerhedsmæssige årsager skal du være sikker på at du kan reagere optimalt i enhver situation. Dette betyder at det ikke er tilrådeligt at køre bil, så længe du har smerter.

Indtil drænet er fjernet efter 4-5 dage skal mavebandagen beholdes på, og du kan derfor ikke gå i bad.
Fra 5. dagen kan du brusebade dagligt, men skal sørge for at mavebandagen genanbringes så den giver et let tryk.

Vi anbefaler, at du anvender Micropore plaster på arret i 3 måneder (du får plaster med fra klinikken). Dette menes at give et pænere ar og beskytter samtidigt mod solen. Når du ikke længere anvender plaster på
arrene, skal du smøre med solcreme faktor 30 eller mere, når arret udsættes for sol.