Generelt om Fenol peeling
I takt med man bliver ældre, mister huden fylde og spændstighed. Det giver rynker i ansigtet, især omkring munden og øjnene. Huden mister både fedt, bindevæv (kollagen) og fugt, og det giver mindre kontur og spændstighed.
Rynker kan behandles på flere måder. Fine og overfladiske rynker kan have stor gavn af laser eller frugtsyre peeling. Er rynkerne derimod mere udtalte og dybe kan Fenol peeling være en mulighed.
Fenol peeling af mindre områder af ansigtet foregår ambulant uden bedøvelse eller evt i lokal bedøvelse. Ved Fenol peeling af større områder skal man observeres i klinikken efter behandlingen på grund af en risiko for sjældne bivirkninger af Fenolen.
En Fenol peeling kan eventuelt foretages samtidigt med kosmetiske operationer i ansigtet, men kun i de områder, hvor der ikke opereres, f.eks kan området omkring munden behandles samtidigt med der foretages ansigtsløft.
Da der kan være stor forskel på, hvor dybe rynker er, vil det i nogle situationer være nødvendigt at gentage behandlingen, for at opnå det bedst mulige resultat.