Generelt om korrektion af stritører

Ører, som står ud fra hovedet i meget tydelig vinkel, opfattes som kosmetisk skæmmende. Hos små børn er stritører sjældent et problem, men som barnet når puberteten, oplever mange, at de bliver drillet og udskiller sig fra mængden. Det er i denne alder, at de fleste med stritører første gang overvejer operation. Der er ikke nogen nedre aldersgrænse for stritøre-operation, men typisk opererer man ikke før 10-års-alderen.

Stritøre-operation tilbydes på øre-næse-hals- og plastikkirurgiske afdelinger på de offentlige hospitaler. Kravene vil her være, at der er tale om en egentlig misdannelse, og at øret står minimum 2,5 cm ud fra hovedet. Hvis du mener, at du falder indenfor disse rammer, anbefaler vi, at du først forsøger behandling på et offentligt hospital. Du skal henvises via din praktiserende læge.

Stritøre-operation udføres normalt i lokal bedøvelse. På Amalieklinikken kan man vælge at blive fuldbedøvet til operationen mod et tillæg i prisen. Man skal være indstillet på at bære en hovedforbinding i 7 dage.