Brystløft
Generelt om brystløft
Et brystløft i sig selv er en velegnet operation hos kvinder, der ikke ønsker mere brystvolumen, men ønsker en opstramning af huden og evt. en mere central eller højere placering af brystvorten. Operationen kan også formindske det pigmenterede område omkring brystvorten.
Såfremt man ønsker større volumen, kan indgrebet kombineres med implantater eller forstørrelse med eget fedt enten samtidig eller ved en senere operationen.
Hos nogle kvinder hænger brysterne allerede fra puberteten, men som regel er det en følge af vægttab, graviditeter og amning.
Har man relativt store bryster der hænger, er det som regel nødvendigt at foretage en brystreduktion samtidigt med brystløftet, idet man ellers ikke vil kunne opnå et smukt og harmonisk resultat.
Ved et løft flyttes brystvorteområdet op til den naturlige og ønskede placering på brystet, samtidigt med at brystet strammes op ved at fjerne den overflødige hud. Alle arrene ved et brystløft vil blive placeret under og omkring brystvorten. Afhængigt af hvor udtalt brystet hænger, kan der anvendes forskellige teknikker:
- Ved det mindste brystløft (“Round block”) kommer der alene ar rundt om brystvorten. Ved denne teknik er det kun det pigmenterede område omkring brystvorten, der gøres mindre og flyttes lidt højere op. Men det har ikke nogen effekt på brystets overhæng.
- Ved et mellem brystløft (“Lollipop”) kommer der ar rundt om brystvorten og ned til brystfolden.
- Ved et “almindeligt stort brystløft” og et “stort brystløft med flytning af væv” kommer der et ankerformet ar rundt om brystvorteområdet samt et lodret ned til og hen under brystet i brystfolden.
- Det store brystløft kan hos mange med fordel kombineres med en flytning af centralt brystvæv fra den nedre del af brystet til området over brystvorten, hvor vævet fungerer som et “levende implantat” og giver brystet en mere rund og fyldig form. Det er dog ikke muligt at opnå lige så meget fylde opadtil, som et almindeligt brystimplantat kan give.

Figur 1. Lille løft med ar omkring brystvorten. (Round block teknik)

Figur 2. Før og efter et stort brystløft med eller uden reduktion, ses der ar omkring brystvorterne, ned til brystfolden og langs denne.
Ved et ”Lollipop” brystløft ses der kun ar omkring brystvorten og ned til brystfolden.
Da mulighederne for at kunne amme et barn kan påvirkes ved et brystløft, bør dette indgå i dine overvejelser, før du beslutter dig for en operation. Hvis du har født og ammet et barn, skal der gå mindst 6 måneder efter ophør af amning, før du kan opereres. Afhængig af operationsteknikken foregår et brystløft enten ambulant i lokalbedøvelse eller i fuld bedøvelse, hvor du er indlagt på klinikken til dagen efter operationen.
Man bør ikke være væsentligt overvægtig når man skal have foretaget et brystløft, i praksis betyder dette at BMI ideelt set ikke må være over 25, men vi accepterer et BMI på op til 30 (BMI beregnes ud fra højde og vægt BMI = vægt/højde x højde). BMI-Beregner.
